Botilbud

Afdeling Boligerne

KONTAKT

Har du spørgsmål om Botilbud, kan du kontakte os på:

93391217

Afdeling Boligerne består af otte nyrenoverede rummelige lejligheder med eget bad, toilet og køkken. Boligerne er forskelligt indrettet med en- eller toværelses lejlighed. De unge har egen have og terrasse, nogle med egen udgang til terrasse. Boligerne er placeret i yderkanten af Thorshøjgårds matrikel, men i nærheden af døgnafdelingerne Hedebo og Grønnebo. Der er transportmulighed med bus til Høje Tåstrup station.

I Afdeling Boligerne er der mulighed for pædagogisk støtte i hverdagene fra kl. 11-21 og fra kl. 12-20 lørdag, søndag og helligdage. I tilfælde af, at de unge i afdeling Boligerne har behov for hjælp i et tidsrum, hvor personalet ikke er til stede, kan de unge altid henvende sig på vores døgnafdelinger.

Hjælp og støtte i eget hjem

I Afdeling Boligerne bor den unge for sig selv. Det er den unge selv, der styrer hverdagen og får hjælp til at lære at opretholde en indholdsrig dagsstruktur og støtte til at passe beskæftigelse eller uddannelse. Støttetiden planlægges og aftales individuelt. I taksten indgår seks timers støtte om ugen med mulighed for at tilkøbe yderligere støttetimer ved behov.

Her kan de unge bl.a. få hjælp og støtte til strukturen og planlægningen af:

  • Identitet og personlig udvikling
  • Håndtering af vigtige breve og papirer
  • Økonomistyring og budgetlægning
  • Tøjvask og rengøring
  • Råd og vejledning om kost og ernæring
  • Indkøbslister, madplan og indkøb
  • Overblik over kalender og aftaler

 

Personalet udarbejder, i samarbejde med de unge, konkrete udviklingsmål, som tager udgangspunkt i de unges handle- og indsatsplaner.

Hverdagsbeskrivelse 

De unge er i formiddagstimerne i beskæftigelse eller i uddannelse. Fra kl. 14.00 ligger de unges støttetimer i et planlagt- og med den unge – aftalt støtteskema. De unge har derudover hver onsdag en planlagt ungesamtale. De unge laver indbyrdes aftaler i egne boliger eller i vores fælles cafe. De henvender sig også løbende igennem dagen, fysisk, via telefonopkald, eller via sms med forskellige spørgsmål, eller om ting, som pludseligt kan opstå, udfordre eller støde til i den unges hverdag. 

Cafe 24

Der er udover de individuelle støttetimer mulighed for deltagelse i vores fælles cafe, kaldet Cafe24. Her mødes de unge til fælles spisning og forskellige fælles aktiviteter. Her understøttes behovet for samhørighed, og der er god mulighed for at udvikle og træne sociale kompetencer, udvikle handlingstillid og mestringsoplevelser i det fælles rum af jævnaldrende i en tryg og rolig ramme. I cafeen er der ligeledes fokus på de styrker og ressourcer, den enkelte unge har, sådan at det her opleves, at alle kan bidrage til fællesskabet. Vi arbejder ligeledes på, at de unge oplever så stor en medinddragelse og ansvar for cafeen og dens indhold, som det er muligt, i takt med den selvstændighed de unge ønsker og udviser.