Information til Forældre

Special Skills 2021

Traditionen tro afholdes der den 1. september Special Skills – og dit barn skal med!

Special Skills er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor elever med specielle forudsætninger dyster i erhvervsrettede skills, der er særligt tilpasset deres faglige niveau. Derved kan de finde ud af, hvad de er gode til, og hvad de har interesse for. Det er en festlig dag med masser af faglige udfordringer, læring og underholdning.

Special Skills afholdes på Thorshøjgård i Ishøj i et samarbejde med 7 andre uddannelsestilbud for unge med særlige behov. Special Skills har samme indhold som Skills Stafetten, hvor de fleste 8. klasses elever i Danmark hvert år dyster i erhvervsrettede opgaver.

Du kan læse mere om Skills Stafetten på SkillsDenmarks hjemmeside: www.skillsdenmark.dk

På Special Skills dyster eleverne i hold. De dyster på forskellige niveauer (grøn piste, rød piste og sort piste), afhængigt af deres forudsætninger. På den måde kan alle være med – og alle kan blive udfordret. Det er dit barns lærer/pædagog, der tilmelder dit barn, og som vurderer, hvilken piste dit barn skal dyste på.

Special Skills er gratis at deltage i. Alle deltagende elever modtager et diplom ved dagens afslutning, og vinderne af de forskellige Special Skills kåres, og de får naturligvis en præmie.

Vær opmærksom på, at der vil være presse og tv til stede på Special Skills. Deltagelse på dagen er derfor samtidig et samtykke til, at dit barn kan blive filmet og/eller fotograferet på dagen, og at optagelserne kan blive bragt i tv, aviser og på hjemmesider uden yderligere tilladelser.

Dit barns kontaktperson på skolen vil modtage yderligere, praktiske informationer om Special Skills ca. 14 dage før selve arrangementet, herunder det præcise tidspunkt på dagen, dit barn skal deltage.