Alle har ret til at være betydningsfulde. At være noget for andre. At være én, som andre har brug for. Det giver selvværd og livskvalitet.
Elever med særlige behov skal have samme muligheder og rettigheder som andre unge. For eksempel har gymnasieeleverne Operation dagsværk. Nu har vi også Operation Livsværk.
Operation Livsværk gør en forskel for udsatte og marginaliserede børn og unge i et uland. Samtidig giver Operation Livsværk eleverne i Danmark en øget viden om verdenen omkring dem – og sætter deres egen situation i perspektiv.
I 2019 går pengene fra Operation Livsværk til at forbedre forholdene for handicappede børn på to skolehjem i Uganda under den uafhængige danske hjælpeorganisation Verdens Børn.
Den ene skole, Entebbe Children’s Welfare Primary, er et skolehjem for børn med blandede handicaps. Den anden skole, Seeta Church Primary School, er en stor almen skole med to gruppeordninger for døve og udviklingshæmmede børn og unge.
Hvert år i uge 44 samler STU-elever landet over ind til børn og unge i den tredje verden.
Sidste år gik indsamlingen til, at etablere en sikkerhedsmur på Mukono Children´s Home i Uganda. Sikkerhedsmuren skal sørge for, at børnene kan sove trygt om natten, uden risiko for at blive misbrugt eller bortført.
Operation Livsværk 2018 er afsluttet og vi vil gerne takke for det store engagement og den store opbakning der har været til projektet.
Det lykkedes vores elever at få samlet, hele 37.558 kroner ind til eleverne på Mukono Children’s Home i Uganda, blandt andet ved at vaske hylder, feje blade, skifte hjul, uddele flyers, sælge kage og gå for den gode sag.
En særlig tak skal lyde til alle vores sponsorer, jeres støtte har været helt fantastisk.
Vi glæder os til at samle ind til endnu en god sag i 2019.