Information til UU-vejledere

Special Skills – vejledning på tværs af tilbud

Special Skills er en vejledningsplatform for udskolingselever, der modtager specialundervisning, og deres uddannelsesvejledere. De får et overblik over uddannelsesmulighederne, og i Skills Stafetten dyster de unge i faglige færdigheder, der er tilpasset forskellige funktionsniveauer.

Hvorfor?

For elever, der modtager specialundervisning og ikke skal i ordinær ungdomsuddannelse, kan det være svært at få overblik over mulighederne efter folkeskolen. Derfor har vi udviklet Special Skills, der har samme indhold som Skills Stafetten, men som er målrettet unge med særlige behov.

På Special Skills kan eleverne i mindre hold dyste i skills, der er særligt tilpasset deres faglige niveau, og de kan møde nogle af de mange uddannelsestilbud, der er for elever med særlige behov i deres lokalområde.

Fagligheden og indholdet er i fokus. Ikke det enkelte uddannelsestilbud eller den enkelte skole. Elever og vejledere møder en hel række af uddannelsestilbud med hver sin faglige profil, men med det fælles mål at inspirere, motivere og fagligt udfordre de unge på tværs af skoler og tilbud.

Hvor og hvornår?

Special Skills er et årligt tilbagevendende arrangement, der afholdes på Thorshøjgård i Ishøj. Begivenheden ligger altid den første onsdag i september.

Hvem og hvordan?

Målgruppen er udskolingselever, der modtager specialundervisning, og som har et funktionsniveau, der som minimum gør, at de kan bevæge sig rundt på Special Skills-pladsen og dyste i opgaver af lettere praktisk, erhvervsrettet karakter.

> Læs mere her om niveaudeling.

Eleverne tilmeldes Special Skills i grupper af 3 elever, gerne af forskelligt køn, og de deltager på dagen sammen med deres lærere/pædagoger i et fordelingsforhold, der minimum er svarende til gældende normering i deres klasse.

Der er plads til 300 elever på Special Skills, og tilmeldingen foregår efter først-til-mølle princippet.

> Sådan tilmelder skolen sig Special Skills

Hvad?

Udover at dyste i Special Skills Stafetten, får eleverne mulighed for at prøve kræfter med en række sjove, faglige udfordringer og opgaver på Special Skills-pladsen, så de kan udforske, hvad de er gode til, og hvad de interesserer sig for.

Opgaverne repræsenterer de deltagende uddannelsestilbud, og på den måde kan eleverne få inspiration til, hvilke faglige områder der kan være mulighed for at beskæftige sig med. Der vil på pladsen desuden være et særligt område, hvor elever, der har brug for et hvil, kan slappe af og lade op.

Hvor meget?

Arrangementet gratis for alle at deltage i. Alle deltagere får gratis forplejning i løbet af dagen, og alle modtager et diplom ved dagens afslutning. Vinderne af de forskellige Special Skills kåres og får naturligvis en præmie.

Special Skills er et fuldstændigt non-profit projekt. Der er ingen merchandise, reklamer eller salgs- og markedsføringsmateriale for specifikke skoler.